
Selvom jeg blev glad for alle mine julegaver, gjorde én særlig lykke i år: en fleretages dehydrator – eller på bedre dansk: et tørreapparat til frugt, grønt og krydderurter.
Der er bogstavelig talt timers morskab i det fantastiske apparatur, som består af en lille regulérbar varmeblæser fra 20-70 grader med tre bakker ovenpå og et låg med hul i midten, som slipper fugten ud.

For ikke at tale om den dødsmarte timer, der selv slår maskinen fra, når man efter 7 timers tørring har glemt alt om projektet.
Dehydratoren har allerede tørret æbleringe af runkne vinterkedelige æbler og forvandlet de sidste vindueskarm-modnede, absolut-ikke-værd-at-spise gule tomater til lækre semi-dried smagsbomber.

Stor, stor tilfredshed i Storbyhaven.

Og forunderlighederne stopper ikke der.
Med apparatet følger sågar en farverig vejledning med den skønne titel “Dörrrezepte – gesund, leicht und fein”, som indeholder opskrifter på kreative og måske en anelse særprægede varianter af kulinariske højdepunkter fra det tyske køkken.

Hvad med “Sauerkraut mit Ananas” (gedörrrrrrt, forstås) eller “Schweinsfilet mit gedörrten Pflaumen”?
Herlich!
The post Dehydratoren – enhver havedyrkers drøm appeared first on Storbyhaven.