Jeg har altid sagt, at kæledyr skal jeg hvert fald ikke have, for så er det for svært at tage væk hjemmefra.
Alligevel har en lignende situation nu sneget sig ind på mig – mængden af planter i mit hjem, der kræver kærlighed og pleje, tangerer i år nemt antallet af hamstre, undulater, guldfisk og marsvin i den lokale dyrehandel.
Her hedder de plejekrævende små blot peber, tomat, jordbær, krydderurter, salat og agurk. Og så taler vi endda kun om de indendørs kæleplanter og ikke dem i gården.
Sidste år klarede jeg sommerens udlandsophold på 10 dage med et hjemmelavet vandingssystem bestående af spand, bradepande og viskestykker, men det dækker tilsyneladende ikke den kaliber af planter jeg har i år. I hvert fald kom jeg for nylig hjem efter 3 dage væk fra lejligheden til nogle meget tørstige og lidende grøntsager. En dag mere havde gjort det af med dem. Av.
Nu står en sommerhustur for døren, og jeg griber mig selv i at drømme om at der fandtes sådan en ting som en plantekennel. Sådan et venligt lyst sted, hvor de kunne tage sig af alle mine utrolig mange potter og planter til jeg kom hjem igen…
Hvad gør I andre her i ferieperioden? Jeg har hørt at man kan dyppe hele toiletruller i vand og stille potterne på dem, så de kan suge vandet. Det vil jeg prøve denne gang, men det dur nok kun for de små.
De lidt større planter – i mit tilfælde pebrene, der nærmest er blevet til små buske i vindueskarmen – må flytte midlertidigt i gården, hvor jeg gudskelov er så heldig at have en rigtig sød nabo som gider vande dem.
Jeg har også været lidt på jagt på nettet og her er et par andre muligheder at prøve af:
Ferievanding af potteplanter (Havebureauet)
Sådan får du potteplanterne til at overleve mens du er på ferie (Samvirke)